BERUSELSE

En forestilling, der bryder tabuet …

Vi ser det. Men vi nævner det ikke. Som en usynlig elefant i rummet, alle mærker, men ingen nævner, lader vi alkoholmonstret – misbruget – fylde.

I forestillingen BERUSELSE giver vi co-misbrugerne en stemme.

Vi møder faderen – helten, ham den sjove, pæne og gode mand, som “bare” drikker lidt for meget. Vi undskylder ham – bortforklarer og dækker over ham … Moderen forsøger at få det hele til at hænge sammen. Hun fejer det unævnelige væk – for i morgen er det hele nok bedre. Og med et stykke hjemmebagt kage kan selv den værste situation forsødes.

Lillebror er flov, for han mærker, at alle ved, noget er galt – han forstår ikke, at ingen indrømmer det. Fodbold er hans store passion. Og når han dribler med bolden og sparker på mål, forsvinder verden omkring ham. Storesøster er 12-talspigen – perfektionist til fingerspidserne.

Udadtil er alt som det skal være. De er den perfekte familie.

Eller er de …?

Som i den græske tragedie, hvor helten går fra velstand til ruin, forvandler alkoholmonstret en familie, som på overfladen ser helt perfekt ud, til en skamfuld affære, hvor børn og voksne forsøger at dække over dét, der ikke fungerer.

Det er en familie med brudte løfter og et stort tabu. Mor, lillebror og storesøster er med-afhængige. Det er far, der drikker. Men misbruget styrer også resten af familien. Medafhængighed og alkoholmisbrug har taget magten fra dem. Det er ikke længere familien, der styrer hverdagen.

BERUSELSE tager dig med derind, hvor du oplever skyggesiden af den dysfunktionelle familie – men vi kommer også med derind, hvor vi aner et glimt af håb for fremtiden uden alkohol.

Beruselse viser, hvor svært det er at bryde et tabu, som har taget bo i krop og sjæl. Med latter som absurd forløsning kigger vi ind i familien og kommer tæt på co-alkoholikerne.

Forestillingen er for teenagere fra 15 år og voksne.

Efter forestillingen er der "aftertalk" med fokus på de problemstillinger, der tages op i løbet af stykket.

Medvirkende: Ernesto Piga Carbone, Sofie Ancher Vea, Anders Cornelius Zoffmann & Marianne Søndergaard.
Komponist: Sune Skuldbøl Vraa.
Instruktør (barselsvikar): Kitt Maiken Mortensen.
Scenograf: Nadia Nabil.
Iscenesættelse & tekstbearbejdelse: Line Paulsen.
Dramatikere: Thomas Markmann & Sosha Teperowska.
Teknikere: Dan Brantlov & Daniel Dynes Dinesen.
Producent: Team Teatret & Teatret st. tv.

Spilletid: 70 minutter.

Dato, tid og sted
Thy Teater, Thisted
Thy Teater, Thisted
Del på Facebook