VI FORBEREDER SKOVFORESTILLING

I slutningen af august har Thy Teater premiere på sin næste forestilling. Den foregår ude i Nationalpark Thy og har titlen SKOVEN SYNGER. Forestillingen tager udgangspunkt i en gammel fortælling om herremanden på gården Nystrup, der vej hjem fra Vang Kirke blev overfaldet af en gruppe forarmede fæstebønder, som stjal den guldkæde, han bar om halsen.

Det er en skrækkelig historie fra riddertidens Thy, men fortællingen giver samtidig et lille indblik i nutidens uretfærdighed. Forestillingen bliver skabt af instruktør og dramatiker Laura Madsen, Scenograf Oana Constantineanu og lyddesigner Frederik Eberhardt - på billedet ses de tre ude i skoven, hvor de udvikler idéer til forestillingens enkelte scener.