Da VM 2018 sparkede hul i sommeren

Kan du huske VM 2018? Det var dengang, hvor fodbold, for en kort stund, føltes som det vigtigste i verden – og hvor du pludselig godt måtte drikke øl klokken 14 en tirsdag “fordi Danmark spiller jo i dag, skat”. Hele kloden havde øjnene rettet mod Rusland, og i de første par kampdage havde ingen opdaget, at det hele egentlig også var en ret så glitrende PR-kampagne for Putin. Men lad det nu ligge – for det VM var på mange måder et fodboldmæssigt festfyrværkeri.

Og ja, måske føles det lidt nostalgisk… men du ved, nogle minder fortjener en replay-knap. Især når man kigger frem mod VM 2026, der bliver spredt ud over hele det nordamerikanske kontinent og sandsynligvis kommer til at inkludere pauser med både guacamole og maple syrup.

Men hvad var det egentlig, VM 2018 gjorde rigtigt – og hvorfor er det stadig dét VM, dine venner nævner et par bajere inde?

Frankrig – med fart, flair og lidt fransk arrogance

Finalen? Vanvittig! Frankrig havde power og talent nok til at få det til at ligne en TikTok-dans. 4-2 over Kroatien i det, der måske var en af de mest underholdende finalekampe i nyere tid – hvis man da ikke lige er kroatisk.

Kylian Mbappé eksploderede for alvor og blev den første teenager siden Pelé til at score i en VM-finale. Det er lidt som at være bartender første dag på arbejde og mixe en perfekt Old Fashioned foran Don Draper. Kroatien, på den anden side, kom med fightermentalitet, skandinavisk hårpragt og en Luka Modrić, der løb som om der var vodka i målstregen.

Overraskelser, VAR og tyske tårer

Lad os være ærlige: Intet VM uden drama – og i 2018 kom det i alle slags former og nationale nedbrud. Tyskland? Dømt ude tidligt. Korea slog dem ud. Folk begyndte at iføre sig sydkoreanske spillertrøjer på tyske barer bare for at nyde kaos.

Og så var der VAR – det nye legetøj, der delte vennemiddage op i ‘for’ og ‘imod’. Der var mere stop end i køen på Skanderborg Festivalens toiletter, men følelsen af “endelig retfærdighed” blev alligevel det, FIFA smækkede i pressemeddelelserne.

Danmark? Vi havde Kasper Schmeichel som nationalt sikkerhedsnet og Christian Eriksen, der tryllede (inden tryllestaven blev byttet ud med en hjertestarter et par år senere). Vores kamp mod Peru? En af de der semi-glemte, men faktisk ret intense opgør, der viste, at dansk fodbold altså ikke er uden nerver – og at man godt kunne drømme stort, selvom det kun var ottendedelsfinalen, vi nåede.

VM som politisk catwalk

VM 2018 handlede ikke kun om fodbold. Det var også en snedig omgang soft power i bedste James Bond-stil. Rusland havde opført stadioner som om de forsøgte at vinde Arkitektens Pris, og Putins ansigt dukkede op lige så ofte som en Neymar-til-jorden-animation.

Oven i det havde vi det flamboyante maskotdesign og et logo, der lignede en sammensmeltning af en matroshka og noget fra en Marvel-film. Hele affæren havde et glimt i øjet og en skjult dagsorden i baghånden. Men hey – vi fik underholdning og klammer sol i juni, så hvem brokker sig?

Det kunne forresten være sjovt, hvis nogen lavede en liste over de største VM-opgør – måske til inspiration før næste fodboldfællesskål. Fx kunne man passende gense højdepunkterne fra kampene i vm 2018 og få varmet stemmebåndet op igen til 2026.

Huskes for mere end bare målene

Det er sjovt, hvordan nogle minder hænger fast som lidt cola i bunden af din festivaldåse: Schmeichels redninger, Modrićs elegance, Mbappés tophastighed og VARs evne til at splitte sofaen ad i “du er blind, mand!”-udbrud.

Og ligesom en god streamingserie, der vender tilbage med ny sæson, står VM 2026 og venter i horisonten – med større stadioner, flere værtslande og, sikkert, en endnu vildere spiller eller to, vi aldrig havde hørt om før TikTok pludselig gjorde ham til global superstjerne.

Men indtil da, kan du godt lige tillade dig selv én aften foran skærmen med highlights fra dengang, hvor sommeren svedte ægte fodbold – og hvor man næsten glemte, at Rusland ikke ligefrem solgte sig selv på menneskelighed.

Og måske, bare måske, begynder du at savne følelsen af et VM, hvor nettet detonerede efter hver kamp, og hvor du for helvede mente, at Danmark godt kunne tage semifinalen… hvis dommeren altså havde givet det straffe.